Ordensreglement

Dette regelsæt er udarbejdet af bestyrelsen i DÆC og omfatter de regler, som ikke er nedfældet direkte i klubbens vedtægter. Reglerne skal medvirke til at det er udbytterigt og samtidigt sjovt at deltage i klubbens aktiviteter. Regelsættet er ikke udtømmende eller statisk og vil udvikle og ændre sig over tid.

1. Klubben
2. Hvordan kommer du i gang
3. Kontingent og licens
4. Træning
5. Udstyr
6. Løb
7. Særlige bestemmelser

1. Klubben

Foreningen for den Ædle Cykelsports Fremme blev stiftet i 2017, og har til formål at fremme interessen for den ædle cykelsport i alle dens former. Dette inkluderer både den fysiske udfoldelse på konkurrence- og
motionsplan, og andre cykelrelaterede aktiviteter; såsom samsening af cykelløb, fællesture, træningslejre,
indtagelse af mørke belgiske øl, vurdering af romkugler/træstammer/studenterbrød o.l. bagværk.

Har du lyst til at cykle med eller være med i foreningen, rettes henvendelse til foreningen gennem sidens kontaktformular eller på info@daec.dk.

2. Hvordan kommer du i gang

Som medlem får du adgang til den årlige generalforsamling, og viser din ubetingede og betingelsesløse kærlighed til foreningens virke og formål. Du får ubegrænset adgang til foreningens træninger og arrangementer (egenbetaling kan forekomme) og du må bære foreningens stolte uniform og repræsentere foreningen i officielle løb.

Et medlemsskab koster 100 kr. pr. sæson (01. marts – 31. oktober).

For alle, der identificerer sig som kvinder nedsættes kontingentet til 86,7 kroner. Det skyldes, at en kvinde i gennemsnit tjener 86,7 kroner for hver 100 kroner en mand tjener (pr. 2020). Det ønsker vi at sætte fokus på via en differentiet kontingentstruktur.

Som ikke-medlem har du mulighed for at deltage i foreningens træning og/eller arrangementer op til fem gange, hvorefter du skal tegne et medlemsskab. 

Læs mere her.

3. Kontingent

Prisen er 100 kr. pr. sæson (01. marts – 31. oktober).

4. Træning

I træningssæsonen er der fællestræning mindst én gang ugentligt i weekenden. Derudover selv-tilrettelægges der fællestræninger ugentligt, som meldes ud i foreningens interne Facebook-gruppe.

Til weekendtræninger forventes det at din cykel er fri for mudder, oliepletter og lignende, og at du optræder præsentabelt og lirens til det ypperste af din formåen. Efter oligarkisk forbillede, køres der efter en omvendt proportionalt præsentabelt-arbejdsindsats- formel: desto mere sjusket og ulirens du fremstår, desto hårdere og stærkere forventes du at køre på cykelturen. Dette er suverænt op til Formanden at bedømme.

Træningen tilrettelægges således, at alle mand i udgangspunktet har mulighed for at sidde med hele vejen.
Dog må den enkelte acceptere at blive sat af gruppen, såfremt man på dagen har gummiben og/eller hellere vil fise den af med søndagstempo.

5. Udstyr

Tøj: Her henvises til at udvise raffineret smag, og altid gå efter det mest lirens. Når du starter i foreningen, vil det være en god ide som minimum at anskaffe et par cykelbukser med indbygget pude, så dine medcyklister slipper for at høre om ømme røvballer, slidslår og andre uhensigtsmæssige gener som følge af mangel på korrekt udstyr. ALDRIG GÅ NED PÅ UDSTYR.

Cykelsko: Der kan naturligvis cykles i almindelige sko uden klamper til at klikke sig fast i pedalerne. Der vil dog blive set skævt til de, som kører racer uden klikpedaler og vil automatisk medfører betegnelsen ”ulirens” indtil dette forhold er bragt i orden.

Hjelm: Alle kører med hjelm til træning og løb – ingen undtagelser. Denne skal dog ved førstkommende
lejlighed smides ved standsning, og må under ingen omstændigheder bæres ved indtagelse af kaffe, øl eller bagværk. Ved førstegangsforseelser mod denne regel uddeles en mundtlig advarsel og et drag over nakken udstedt af Formanden eller Næstformanden. Gentagende overtrædelser medfører øjeblikkelig bortvisning og indstilling til eksklusion (jf. foreningens vedtægter).

Korrekt påsat kasket (naturligvis matchet med tøjet) ved lejligheder hvor hjelmen smides, giver automatisk
plus på lirens-kontoen.

Cykel: Alle typer af cykler accepteres, så længe du kan køre med til træning. Der kan ligefrem være prestige i at sætte en holdkammerat på en gammel 7-gears stålcykel; særligt hvis det denne kører på en cykel som
nærmer sig en funktionærarbejders årsløn i prisklasse og/eller er iført uretmæssige mesterskabstrøjer.

Bestyrelsen står gerne til rådighed til vejledning ved køb af cykel.

6. Løb

Foreningen satser på at deltage i motionsløb i hele landet sæsonen igennem. Dette koordineres i foreningens Facebook-gruppe. Forslag til løb er altid velkomne.