Bliv medlem

Ønsker du at blive en del af foreningen?

PLATIN-SUPERSTAR-XTREME 9000-MEDLEMSSKAB

Som medlem får du adgang til den årlige generalforsamling, og viser din ubetingede og betingelsesløse kærlighed til foreningens virke og formål. Du får ubegrænset adgang til foreningens træninger og arrangementer (egenbetaling kan forekomme) og du må bære foreningens stolte uniform og repræsentere foreningen i officielle løb.

Et medlemsskab koster 100 kr. pr. sæson (01. marts – 31. oktober).

For alle, der identificerer sig som kvinder nedsættes kontingentet til 86,7 kroner. Det skyldes, at en kvinde i gennemsnit tjener 86,7 kroner for hver 100 kroner en mand tjener (pr. 2020). Det ønsker vi at sætte fokus på via en differentiet kontingentstruktur.

Som ikke-medlem har du mulighed for at deltage i foreningens træning og/eller arrangementer op til fem gange, hvorefter du skal tegne et medlemsskab. 

Skriv til info@daec.dk for at blive oprettet som medlem og angiv din kønsidentificering – vi stiller ingen spørgsmål!

Træning og arrangementer

I træningssæsonen arrangeres der fællestræning mindst én gang ugentligt i weekenden. Derudover selvtilrettelægges der fællestræninger ugentligt, som meldes ud i foreningens interne Facebook-gruppe.
Til weekendtræninger forventes det at din cykel er fri for mudder, oliepletter og lignende, og at du optræder præsentabelt og lirens til det ypperste af din formåen. Efter oligarkisk forbillede, køres der efter en omvendt proportionel præsentabelt-arbejdsindsats-formel: desto mere sjusket og ulirens du fremstår, desto hårdere og stærkere forventes du at køre på cykelturen. Dette er suverænt op til bestyrelsen (eller en til lejligheden udvalgt vejkaptajn) at bedømme, hvordan regnestykket gøres op. Træningen tilrettelægges således, at alle mand i udgangspunktet har mulighed for at sidde med hele vejen. Dog må den enkelte acceptere at blive sat af gruppen, såfremt man på dagen har gummiben og/eller hellere vil fise den af med søndagstempo.

Sæsonen igennem vil der blive afholdt forskellige arrangementer, fx sommerfest, Vissenbjerg Gran Fondo, og løbsudflugter, og meget mere er på tegnebrættet!