Fyn Rundt 2018 I DÆC – 1. Etape: Odense – Faldsled

20. juli lød startskuddet for sæsonens store højdepunkt: Fyn Rundt 2018 | DÆC. Seks ryttere stod klar til afgang på Flakhavens brosten. Følgebilerne var pakket og heppekoret trakterede med afskedssalut. Første etape bød på ca. 150 km i sadlen langs den vestfynske kyst fra Odense til Faldsled. 

Fyn Rundt 2018 | DÆC

Kl. 09 skulle starten gå – men allerede inden for turens første tre minutter, var den første romkuglebøde faldet. Rasmus Greve indkasserede turens første bøde da han i vanlig laissez-faire-stil rullede ind som sidstemand efter mødetidspunktet. Kontant afregning og afsted på dagens etape.

Ruten gik mod det nordvestfynske over Bogense – Middelfart – Assens – Faldsled. Første pitstop foregik i Bogense med de charmerende brostensstræder, gamle huse og Riviera-stemningen på byens havn. Stemningen var endnu høj og kursen blev nu justeret i mere vestgående retning mod indlagte forplejningszone i Middelfart.

Båring Bakke blev dyr for Greven: “Er muss!”

Efter Bogense spredte nervøsiteten sig i feltet. Formanden – som er aldeles hjemmevant i det nordvestfynske – spurgte bekymret, om ikke ruten var på vej lige lukt mod de hensynsløse stigningsprocenter på Båring Bakke? Der faldt ikke noget entydigt svar og pludselig befandt 6-mands-gruppen sig for foden af den 800m lange bakke med en gennemsnitlig stigning på 5.3%.

Formanden satte sig forrest og moste sig opad med sit udmattende dieseltråd. Ca. 2/3 oppe af stigningen drøner pludselig en afpillet filejs på carboncykel forbi den mastodontiske Formand. Lige i halen på ham sidder foreningens basker, Spurven fra Glumsø,  og danser forbi. I dagens anledning kørte den vævre klatrer på en tudsegammel Centurion med usmurt kæde, hvilket kun lægger yderligere alen til hans bedrifter på den barbariske stigning.

Alle mand kom med over bakken – men ikke uden omkostninger. Sprinterfænomenet Rasmus Greve var tydeligt mærket af klatreturen. Bjergkørsel er ikke terræn for to-meter-manden! Den sidste bid af etapen før forplejningszonen i Middelfart, blev der trådt firkantet på rammen hos Ræven fra Revninge. Formanden så skriften på væggen og beordrede skånselsløst den forarmede sprinter i front for at tage føringer inden han lavede en Cippolini og stod af i Middelfart:

Da jeg sender Greven i front, tænker jeg kun på Brians visdom. Vi må hellere lade ham arbejde nu, hvis han alligevel er ude i Middelfart. “Er muss”, beordrer jeg Rutekaptajnen. – Formanden

Pitstop i Middelfart
Pitstop i Middelfart

Selvom Greven stod af Middelfart blev det ikke til en svækkelse af truppen – tværtimod. Her ventede nemlig foreningens to evigheds-stagiaires, Jacob og Rasmus, som trådte direkte ind i truppen i stedet. Forinden var der blevet tanket nærende mokka og hurtige kulhydrater på den lokale Lagkagehuset.

Fra venstre: Formanden, Kassereren, Rasmus og Jacob
Fra venstre: Formanden, Kassereren, Rasmus og Jacob

Spurvens reformation: Skiltespurt i Snave

Vel fremme på de vestlige egne blev kursen justeret i mere sydlig retning. Rutekaptajnen havde i vanlig maritim begejstring lagt ruten kystnært, så havet til tider kun var få meter fra vejen. Kombinationen af tør og støvet sommer og ramsaltet skumsprøjt viste sig at være ren EPO for de naturbegejstrede foreningsfolks, der tordnede afsted over de fynske landeveje. Synet var ikke ulig en Team Sky holdkørsel.

Turen forløb relativt udramatisk indtil rytterne kom til den fynske finkulturs højborg, Snave. Her foldede Spurven fra Glumsø sine vinger og fløj i uvant terræn. Med et frygtindgydende ryk buldrede den bjergoptimerede spirrevip forbi med benende hjulende som en kolibris vingeslag og spurtede sig til en overlegen sprintsejr ved byskiltet. En bedrift der vakte anerkendelse blandt de andre. Anede man også frygt?

Jeg ser mig selv som en lagkage eller måske et løg – jeg er fuld af lag! Det er for tidligt at sige noget definitivt, men jeg er muligvis ved at lave en omvendt Jalabert og gå fra klatrerkonge til sprinterkanon.

– Næstformanden

Der blev også tid til en hurtig fotomulighed i Snave
Der blev også tid til en hurtig fotomulighed i Snave

Sydpå til supersoigneurs, sandstrand og sommerhus

Resten af turen gik relativt udramatisk. Formanden – tændt af Næstformandens bedrift – snuppede en meriterende sejr på dagens sidste skiltespurt. Føringerne gik på skift som i et velsmurt tandhjulsmaskineri og der blev tid til både at nåde det storslåede landskab, det formidable solskinsvejr og pumpe tunge watt ud i pedalerne.

Efter godt 150 km trillede de godt brugte ryttere i mål ved sommerhuset i Faldsled, hvor de solbrunede supersoigneurs stod klar med kolde drikke og simple kulhydrater til hurtig genopfyldning af depoterne. Herefter stod resten af dagen på aktive recovery i bølgen blå og restitution inden anden etape til Mesinge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *